Hvis paradis er en tropeø med overjordisk fred og en underskøn solopgang mellem disede dramatiske kalkstensøer drysset ud over havet - ja, så er et lille stykke af det himmelske faldet ned på Koh Yao Noi.
Selv om man kan se til både Phuket, fastlands Krabi og Phi Phi øerne (der er ikke mere end en lille times sejlads til nogen af siderne), så er det som om verden - og på disse thailandske kanter dermed også den altdominerende turiststrøm - er gået uden om 'de lange øer'. Den største, Koh Yao Yai, og den mindre, der alligevel med sine 1.000 mere og ialt 4.000 indbyggere er hovedøen, Koh Yao Noi.
Her i dette 'glemte paradis', som turistbrochurerne ynder at kalde øerne i Phang Nga bugten, for der er dog lidt turisme især på Koh Yao Noi, ligger en lille samling enkle, men dog luksuøse hytter lige ned til vandet: 'Koyao Island Resort'. Og her under moskitonettet over den store dobbeltseng i den åbne hytte med direkte udsigt til dagens komme var det, at jeg oplevede den fornemmelse af fred, der breder sig gysende ned langs rygraden.
Jeg kom sejlende direkte til resorten. Man kan komme dertil efter 'gør det selv' metoden med parlamenteren om priserne på transportmidlerne: taxa til Ba Rong Pier på Phukets nordlige østkyst, med bådfærge derfra, der er flere daglige afgange, til Koh Yao Nio og på øen igen tuk-tuk transport til resorten. Den rejse er en hel del billigere, men nogle gange er ferietid kostbar, min f.eks.
Så jeg havde valgt resortens 'transfer' tilbud: afhentning i bil på mit hotel på Phuket og fra Ba Rong i 'egen' båd direkte til stranden foran de åbne hytter med palmebladstagene. Halvanden time, og jeg var i paradis.
Ganske vist havde jeg ingen anelse om netop det, da træbåden satte stævnen i sandkanten, og jeg klatrede ned ad den vakkelvorne stige, der blev hægtet på rælingen. Selve stranden er ikke noget at råbe hurra for. Ikke bounty-agtig, men smal og gulsandet ved højvande, som da jeg ankom, og senere, ved lavvande, bred og oversået med sorte småklipper.
Fra stranden går man direkte ind i resortens have med 'græsplæne', solstole, palmer, hængekøjer og en lille svimmingpool som nærmeste nabo til strandkanten.
I haven ligger de 15 hytter på rad lidt forskudt for hinanden og med pæn afstand. De har høje palmetage og helt åbne facader ud mod vandet. I den ene ende er et lukket soveværelse med dobbeltseng. Der er døre, man kan åbne ud mod udsigten, hvis man vil. Foran er der en 'stue' med magelige trælænestole. Den anden ende er helt åben med en forhøjning med dobbeltseng og slængesofaer foran. Der kan rulles stråmåtter ned som 'ydervæg', men dem kan man også se igennem. I midten er døren ud til et åbent badeværelse bag hytten. Her er dog høje mure omkring og helt privat. De to håndvaske, toilettet og det store træbadekar er under tag, mens bruseren er direkte under himlen.
Det er enkelt, rustikt og har alligevel en snert af luksus over sig. Ikke med gennemført design, f.eks. er et stort køleskab i 'stuen' ikke kønt, men praktisk. Men der er alle de fornødenheder, der kræves af mange-stjernede resorts (minus aircondition forstås), og prikken over i'et i den enkle indretning er en smuk tropisk blomst dekorativt placeret her og der.
Idéen med at benytte den traditionelle åbne thailandske byggestil er charmerende, omend lidt grænseoverskridende, når man er nyindflyttet. Man føler sig unægtelig udstillet, men den følelse er vi alle fælles om og færdes forbi hytterne i diskret afstand, og man føler sig meget tæt på naturen, når man bare har et moskitonet som 'væg'.
For selvfølgelig skulle jeg da ikke sove 'inde' i den lukkede soveafdeling. Jeg kravlede under nettet ude på forhøjningen og havde i den blæksorte tropenat udsigt til lysene på blækspruttefiskernes både ude på havet og alle nattens lyde helt tæt på. Jeg har ikke tal på hvor mange gange, jeg var vågen og spekulerede: Hvad var det?
Hvordan de mange forskellige fuglearter kan blive enige om, at det er lige nu, det er morgen, er mig en gåde. Men med ét sang de alle sammen i kor, hver med sit næb og sin melodi. Det var imponerende og næsten forskrækkende i den ellers stille nat. Jeg sad ret under moskittonettet, og gudskelov for det.
På den morgengrå himmel kunne man se de første gyldne striber, og derefter lå jeg i første parket til 'den smukkeste morgen i 100 år' - mindst. Gul, gyldent, orange, rød. Farverne tonede sig op på himlen i natteskyerne over de mange småøer i forskellige former og mørke nuancer, som spejlede sig i havet. Fuglene, der er rigtig mange af på øen, sang, og jeg måtte simpelthen ud af nettet og forsøge at få det fantastiske syn med hjem på et foto. Og der, med dugvåde tæer i græsset, havvand i næsen, fuglesang i ørerne og det smukkeste syn for øjnene, var der kun én brugt kliche, der rakte: Det var det rene paradis.
Senere ventede morgenmadsbuffeten og det smilende meget omhyggelige personale i restaurantbygningen. Det er unge mennesker fra øen, som lidt famlende, men med ildhu tager sig af gæsterne. Det er en del af resortens koncept at operere efter eco-tourism principperne, bl.a. ved i så høj grad som muligt at beskæftige lokal arbejdskraft, så området får gavn af og del i turismen, oplyste resortens direktør, Gavin Pereira, som ganske vist er fra Singapore, mens ejerne er tyske, schweisiske og thailandske.
Samme direktør var i øvrigt slemt bekymret for øens fremtid. Der bygges og bygges, fortalte han. Faktisk på begge sider af resorten. På den ene side fem villaer, og på den anden er Evason-kæden i færd med at opføre 50 hytter på klippen for enden af stranden, et 'Hideaway' i Six Sences regi.
Også andre steder på øen er der byggeaktiviteter. Siden øen for tre år siden fik elektricitet, og siden vejforholdene blev forbedret, så der nu er betonvej næsten hele øen rundt, er udviklingen gået meget stærkt, og Gavin Pereira frygtede, at freden, roen og charmen vil forsvinde. At turismen vil vælte ind over øen og træde livet og de værdier, der ellers hersker på den muslimske ø, under fode. Der har endda været rygter om, at barer med 'damer', sådan som de ses på Phuket, er på vej.
'Og hvad med naturen? Den vil lide ubodelig skade, og arter vil forsvinde,' mente han og talte begejstret om fuglelivet, om Kingfisher og Horn Bills, om den halvanden meter lange Lizzard, der holdt til ved hans villa, om de mange insekter, de sjove grønne fluer og de fantastiske ildfluer.
'Mon det vil gå så galt?' spurgte jeg forsigtigt. Øens manglende strande er formentlig i den sammenhæng dens fordel. Herfra må man sejle ud til en af de små kalkstensøer for at finde bounty-land. Det tiltrækker ikke 'masseturisme'.
Men direktøren var ikke positiv.
Dagen efter tog jeg på ø-rundtur i tuk-tuk med en chauffør, som kun talte thai, og hans to små børnebørn som ivrige 'guider'. Med sig havde de et hjemmetegnet kort, hvor alle 'seværdighederne' såsom skole, hospital, rismarker, gummiplantager og mangroven på vestkysten var indtegnet og 'oversat' til engelsk, så jeg kunne følge med.
Der er meget, meget langt mellem turisterne på Koh Yao Noi.
Ved Tha Khao Pier, hvor bådene til Krabi går, var der ganske vist opstået to små souvenir-industrier. Et sted håndmales batik-saronger, og et andet sted fabrikeres skåle, øser og udskårne figurer til nøgleringe af kokosskaller. Og inde i selve Koh Yao by havde et par af forretningerne også fået turist-agtige ting som T-shirt og bomuldsgevandter i sortimentet.
Men min tuk-tuk chauffør kørte til ungernes glæde direkte til den allerstørste seværdighed. Den ny 7-Eleven med aircondition!!
Jeg hoppede nu den isnende fornøjelse over og kikkede i stedet på de almindelige forretninger, boderne med bunker af friskhøstede ananas, med friskstegte kyllingespyd placeret under dinglende kopi-CDer i snor, som effektive flueforskrækkere, med krydderier og grønsager, plasticsko og andre herligheder.
Imens gav bedstefar ikke is men bægre med varme nudler, som børnene med nydelse labbede i sig, mens vi fortsatte rundturen. På vejen mødte vi den omkringkørende fiskesælger. Der blev handlet et par poser fisk, og ruten blev lagt om, så de lige kunne blive afleveret hjemme, inden vi kørte videre med til Sukha Pier. Her 'fangede' vi krabber - hesteskokrabber og blå svømmekrabber - i et stort bassin, og udpegede både dem og den halvanden meter lange barracuda, der lå på is, på en plakat, der hang på væggen.
På nogle timer var det hele oplevet, og i mine øjne virker Koh Yao Noi fortsat, som det hele må have været engang. Og selv siger øboerne da også, at meget lidt er ændret i de sidste 20 år. Men sådan siger de måske ikke så længe
