Mit Testamente

Der er syet historier ind i enhver Lespagnard-kollektion. Tøj, sko og tasker er skåret af fantasifulde fortællinger, farverige figurer og en god portion belgisk humor.
Tag nu historien om Jacqueline, en yngre kvinde, der lever af at lange pommes fritter over disken i den lille »fritkot«, der er et særligt belgisk fænomen, et »pommesfritteri« à la dansk pølsevogn. Hun elsker at se westerns i fjernsynet, og så drømmer hun om at møde den eneste ene – og han skal være intet mindre end en ægte rodeo-cowboy fra Texas.
Så når Jacqueline står og sveder over frituren, spiller hun Gitte Hænning på fuld styrke og synger med på »Ich will’nen Cowboy als Mann«. Hverdagen er måske nok lidt ensformig, og der er gået lidt for megen stege-os i det hele. Men så længe der er drømme, er der håb, og Jacqueline er en kvinde, der ved, hvad hun vil, og som lige om lidt tager af sted for at nå sit mål.
Den belgiske designer Jean-Paul Lespagnard har forsøgt at hjælpe sin Jacqueline af sted på rejsen mod den store kærlighed. Så mens han selv har siddet og nynnet med på »tyske Gitte« – som jo egentlig er dansk, eller engang var det – har han fremtryllet en hel garderobe af klæder, der må kunne slå benene væk under selv en texansk rodeo-rytter.
»Jeg laver hver af mine kollektioner til én bestemt kvinde, og først bagefter retter jeg det lidt til, så tøjet kan bruges af alle. Jeg forestiller mig måske Grace Jones i James Bond eller en Jacqueline, der kan lide cowboys og tysk pop,« siger Jean-Paul Lespagnard.
Jacqueline tog form i hans tanker, mens han en kortere overgang boede i Berlin i forbindelse med, at han skulle lave kostumer til en danseforestilling. I radioen hørte han en dag Gitte Hænnings gamle cowboy-sang, og fordi han kunne lide den, blev den en del af historien. Hjemme i Antwerpen arbejdede han videre med cowboy-temaet, søgte på nettet og fandt en masse om rodeo-ryttere og rodeo-klovne fra Texas. Rodeo-klovnene er både en slags pauseklovne og de rigtige rodeo-rytteres hjælpere, hvor deres vigtigste funktion er at aflede tyrens opmærksomhed, hvis cowboy’en er nede og bide i græsset.
Men Jacqueline skulle være belgier – belgier som Lespagnard selv, og belgier på trods. I et land, hvor de to store sproggrupper, flamlænderne og wallonerne, skændes om retten til at være belgier, og hvor en deling af det lille kongerige konstant er på tale, er en markering som denne et politisk standpunkt. Og hvad er næsten mere belgisk end en bakke pommes fritter og en fritkot – det er faktisk så belgisk, at de største skønlitterære forfattere i Belgien skriver oder og forsvarsskrifter for de i disse friture-forskrækkede tider så truede fritkots.
Resultatet af dette sammensurium af amerikansk, belgisk og dansk-tysk kultur er blevet til kollektionen »Ich will’nen Cowboy als Mann«. Tøjet er et farvestrålende miks af klovnedragtens rød-hvide bolsjestriber og skøre påfund, kitschede blondeskjorter, kjoler lavet af stof, som er klippet ud fra børne-tipier, rodeobukser med sadel-frit udsyn til ballerne, hestebroderede boleroer og miniskørter og bemærkelsesværdige pommes frites-strømper, pommes frites-sko, pommes frites-hatte – og meget mere...
Der er masser af humor i det, belgisk tegneserie-humor. Men ifølge Jean-Paul Lespagnard selv – og mange andre med ham – er tøjet til andre, mange andre end Jacqueline.
»Folk har mere og mere lyst til at skille sig ud, vise deres personlighed og ikke ligne alle andre. Og jeg er sikker på, at moden er på vej til at blive mere individualistisk. Man ser det allerede, og i fremtiden tror jeg ikke, at én stil og én farve vil dominere så meget i modebilledet, som vi ser hver ny sæson i dag,« siger Lespagnard, der i branchen beskrives som en charmerende og blid excentriker med markante tatoveringer, munter tøjstil og alt andet end en provokatør. Han gjorde sig tidligere bemærket med en iøjnefaldende lyserød frisure, som i dag er afløst af det naturlige mørkebrune, til gengæld har han en forkærlighed for store og bemærkelsesværdige parykker til sine modeller.
Hans seneste kollektion har da også skabt en hel del ny opmærksomhed omkring hans person og virke, og den har slået hans navn fast som en designer, der skal holdes øje med. For nylig indbragte den ham hele to priser under den internationale mode- og fotofestival i Hyères i Sydfrankrig. Udover publikumsprisen modtog han den såkaldte 1.2.3.-pris, der består af 15.000 euro og retten til at få sat en del af vinder-kollektionen i produktion.
Den 29-årige Jean-Paul Lespagnard gjorde sig allerede bemærket, da han i 1999 tog eksamen – med udmærkelse – fra modedesigner-linjen på Château Massart i Liège. Han har været med i snart enhver fremhævelse af Belgiens unge talentmasse inden for mode, han har lavet danse- og teaterkostumer, tøj til reklamefilm og musikvideoer, og han er blevet portrætteret i de fleste af landets modeblade og aviser. Og så har han selvfølgelig lavet egne kollektioner – kollektioner, der tager udgangspunkt i hans holdninger mod religiøs fanatisme, mod hooliganisme, for fodbold...
»Jeg prøver at lave noget, som... som ikke bliver en anakronisme. De, som bærer mine kreationer, bærer ikke kun noget tøj. De bærer også et budskab – mit budskab om fred for menneskeheden! For mig er tøj en livsstil, en måde at leve på, en sindstilstand.«
Som en lang række andre belgiske modedesignere holder Lespagnard til i Antwerpen. Men han pendler også til og fra Bruxelles, Liège og Paris. I sidstnævnte by vil han i begyndelsen af 2009 være med bag åbningen af en ny butik, hvorfra hans egne og andre unge belgiske designeres tøj skal sælges.
På spørgsmålet om Paris efter hans mening alligevel stadig er det sted, hvor moden rykker, svarer han tøvende;
»Jeg har ikke nogen favoritter. Jeg kan ikke sige, at jeg har nogen forbilleder eller præferencer. Der er ikke én createur, som jeg vil fremhæve fremfor andre. Jeg kan blive inspireret af en kollektion... men skulle der være nogen, må det være Balmain i disse år. Balmain rykker, ligesom Castelbajac.«
Og Lespagnard, kunne man tilføje. Jean-Paul Lespagnard.
»Der var en dag en af mannequinerne, som sagde noget til mig, som jeg godt kunne lide: når man bærer mit tøj, er det ikke bare et stykke tøj, man har på, det er et eventyr. Det var det, hun sagde: »Jeg er klædt i et eventyr!«

Se mere på hans profil på myspace: http://profile.myspace.com/index.cfm?fuseaction=user.viewprofile&friendID=111428166

Etiketter: Design