Død modekonge er en guldkalv

fredag den 30. oktober 2009

Yves Saint Laurent på scenen i 2002 efter et show i Paris. Han døde i 2008. ( Foto:

Modekongen Yves Saint Laurent overgår i år selv popkongen Michael Jackson på Forbes liste over de døde berømtheder, der har størst indtjening.


350 millioner dollar.

Det er beløbet, som den franske modedesigner, Yves Saint Laurent, har 'tjent' siden sin død sidste år, og som sikrer ham en klar første plads på Forbes liste over de mest indbringende døde berømtheder i 2009.

•Læs også: Yves Saint Laurent er død
På en anden plads rangerer komponisterne Richard Rodgers og Oscar Hammerstein med en post mortem indtjening på 235 millioner dollar, mens den nyligt afdøde King of Pop, Michael Jackson, indtil videre indtager en beskeden tredjeplads med 90 millioner dollar.

Michael kommer

Det forventes dog, at Michael Jackson de kommende år vil få en højere placering på listen, mens det formentlig bliver svært for Yves Saint Laurent at holde sin position.

"En af grundene til, at Yves Saint Laurent ligger så højt på listen, er, at Saint Laurent fik 350 millioner dollar ind på et stort ejendomssalg. Michael Jackson har siden sin død i juni 'tjent' 90 millioner dollar, og vil sikkert indtjene millioner af dollar de kommende år," lyder det fra Forbes listens redaktør, Matt Miller, til Reuters.

Det skøn beror blandt andet på, at Michael Jackson har indbringende rettigheder på sit materiale og alt memorabilia. Blandt andet forventes det, at filmen 'This Is It', der netop har haft verdenspremiere, vil bugne godt i regnskabet.


King of Rock

På listen findes der endnu en afdød 'konge', Elvis Presley, der rangerer som nummer fire med en indtjening på 55 millioner dollar.

Dog er der nogle ikoner, der er røget ud af dette års liste - primært, fordi der er tilkommet nye 'konkurrenter' til som for eksempel Yves Saint Laurent, der skubber dem ud.

Det er blandt andet tilfældet for Marilyn Monroe og James Dean, der til trods for at have indbragt det samme som sidste år, må se sig slået ud af mode- og popkonger.

Etiketter: ,