Erik: Fortryder Hollywood

tirsdag den 22. april 2008

IT-milliardæren Erik Damgaard står nu frem og fortryder, at han medvirkede i Kanal 4s doku-soap 'Erik & Anni Goes to Hollywwod'.

Det var ment som et reklamestunt, da Erik Damgaard sagde ja til at deltage i den meget omtalte tv-dokumentar 'Erik & Anni Goes to Hollywood'.

I stedet er det endt som et medie-mareridt for den 48-årige IT-milliardær. Han indrømmer nu over for Berlingske Tidende, at han fortryder sin medvirken i tv-serien, der har givet danskerne et intenst indblik i hans og hans forlovede Anni Fønsby Brincks glamourøse tilværelse.

Ligesom han fortryder, at han og Anni, takket være serien, er blevet udnævnt til Danmarks hotteste kendis-par. Og at det blandt andet har betydet, at de har måttet finde sig i eksponeringen af deres aflyste bryllup.

- Det var en fejl, siger Erik Damgaard søndag til Berlingske Tidende, der bringer et større portræt af milliardær-brødrene Erik og Preben Damgaard.

- Jeg laver nogle gange nogle crazy ting, men det var egentlig bare for at promote Style Mansion (initiativet, der skulle være med til at fremme danske produkter i Hollywood, og jeg tænkte bare, at det kunne da ikke gå så galt.
Men jeg har tydeligvis undervurderet den effekt, det har at komme ind i folks stuer, og så har jeg bestemt undervurderet den del af pressen, som har dækket det. Det har været frygteligt, fortæller han.

Berlingske Tidende skriver desuden, at en kilde tæt på Erik Damgaard fortæller, at opmærksomheden uden tvivl er kommet bag på den kendte forretningsmand, men tilføjer samtidig, at han altid har svært ved at se, hvilke konsekvenser det, han gør og siger, har. Ikke blot for ham selv, men også for andre.

Lørdag blev Erik Damgaards søn, Sebastian, konfirmeret. På grund af al medieopmærksomheden valgte kendisparret, at Anni ikke skulle deltage i festen til trods for, at hun havde stået for en del af konfirmationsplanlægningen.

Etiketter: