Velkommen hjem til Skanderborg

torsdag den 31. juli 2008

33.000 gæster har købt billet til Danmarks Smukkeste Festival, og mange af dem er gengangere. Torsdag indtog de Dyrehaven i Skanderborg, hvor alt er ved det gamle – og dog.

"Hej, jer har vi da vist set før."

Torsdag kl. 13.30 gik portene op til fire dages musik og fis på Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg.

Selv om nye deltagere hele tiden kommer til, var mange af de tusindvis af gæster, som stod klar ved hovedindgangen, festival-veteraner, der har gjort sig fortjent til både 5, 10 og 15 års jubilæumsnåle.

Inden for porten ventede mange af de medhjælpere, som de sidste par måneder og uger har knoklet med at forvandle Dyrehaven til en festplads.

Gensynsglæden var stor, og som Birgit Olsen fra Middelfart efter en krammetur og en 360 graders panorering tilfreds kunne konstatere:

»Jamen, alt er jo ved det gamle. Det er som at komme hjem.«

Godt fra start
Musikalsk kom festivalen godt fra start. Mens der sidste år kom sidste øjebliks-afbrud fra Amy Winehouse, hvis navn var på toppen af årets festivalplakat, kunne festivalledelsen torsdag konstartere, at alt gik, som det skulle.

Onsdag tyvstartede festivalen med startfighter-konkurrence og koncerter med Spleen United og Rocasino, og aldrig har så mange deltaget i festen før festen.

"Folk er kommet tidligere end nogensinde før, så der var rigtig mange i skoven onsdag. Folk kunne komme gratis ind i en del af området, og det benyttede mange lokale sig af. Desuden havde 16.000 festivaldeltagere ombyttet deres billet til et armbånd," fortæller festivalens talsmand, Poul Martin Bonde.

Har taget forholdsregler
Humøret var højt torsdag, men et smugkig på DMI's hjemmeside afslørede, at vejret ville blive gradvis dårligere med risiko for store mængder regn søndag. Garvede festivaldeltagere tager dog ikke den slags sorger på forskud.

"Vi har prøvet at drive rundt på luftmadrasser i telområdet for et par år siden. I år har vi taget vores forholdsregler og slået telt op på toppen af en bakke," fortæller Jonas Blach fra Herning.

Festivalen har også taget sine forholdsregler.

"Der er strøet store mængder flis ud, hvor der kan blive problemer med mudder. Desuden har vi fået lagt drænrør foran Bøgescenen, hvor der tidligere har samlet sig store mængder regnvand. Dertil kommer, at der er gravet render på kritiske steder, så vandet kan blive ledt bort, så vi føler os godt forberedt," siger Poul Martin Bonde.

Mindreværdskomplekser
Som altid skal der være underholdning, når fadøllet skal tilbage til naturen. I flere år fik guldfisk i rør smilet frem hos tissetrængende mænd. I fjor var fiskene skiftet ud med kropsstore plakater af smukke kvinder, der med lup, målebånd og andre hånlige attituder, gav herrerne mindreværdskomplekser.

På dette års festival fyldes pissoiret af musik, når mændene træder hen foran tisserenden. Flere herrer vil således kunne tisse sig frem til en komposition - og selv bestemme lydstyrken. I området Labland, som erstatter Den Blå Planet og Det Blå Område, viser Innovation Lab fra Aarhus Universitet de nyeste teknologiske landvindinger.

Vindmølle-rør
Også her kan festivaldeltagerne selv lege med og lave musik på en containerstor trommerobot. I samarbejde med Vestas har festivalen fået sin egen vindmølle, men i denne verden, hvor alt skal være anderledes, er vindmøllen horisontal, og bruger strøm i stedet for at lave strøm. Samarbejdet med vindmølle-fabrikanten har desuden resulteret i materialiseringen af Utube - et stort vindmølle-rør, hvor man inden i kan se de spektakulære klip fra nettet - The Real Utube.

En af de mere spektakulære installationer er en mexikansk pyramide, hvor trapperne er tænkt som terrasser, som publikum kan sidde og hygge sig på. Pyramiden med navnet Trap op, er blevet til i samarbejde med en vognmandsorganisation og består af 3.000 europapaller.

Få anholdt
Festivalen kunne torsdag umiddelbart efter åbningen oplyse, at stemningen rundt omikring var i top, og at politiet kun har anholdt tre personer for salg af narkotika.

"Det er færre end tidligere og forhåbentlig et signal om, at folk har forstået, at det er noget, vi tager afstand fra og forsøger at bekæmpe," siger Poul Martin Bonde.

For forseelser af mere moralsk karakter har festivalen som noget nyt sørget for, at gæsterne kan vende hjem med ren samvittighed. Skulle en deltager træde ved siden af på dydens smalle sti er der altid tilgivelse at hente i skriftestolen i den nye kirke, Krus i fix, hvis eneste religiøse symbol er skovtrolden Walther.

www.jp.dk

Etiketter:

Københavns Havnebad Islands Brygge

lørdag den 5. juli 2008


Weekendens vejr er i verdensklasse - op til 28 grader! - men det er først fra mandag den 2. juni, at du kan svale din krop i byens havnebade. Sæsonen varer tre måneder - ligesom sommeren forhåbentlig gør.
Selv om weekendens termometer står på sommer, åbner Københavns Havnebad Islands Brygge og Copencabana - Havnebadet ved Fisketorvet først mandag. Fordømt! Det er heldigvis ikke af uvilje, men af overenskomstmæssige grunde. Livredderen skal nemlig varsles fire uger før, folk hopper i havnen.
Er du alligevel ved at koge over og har brug for at svale af, er Charlottenlund Søbad et godt bud - det åbner allerede søndag 1.juni - og ellers er der jo byens badestrande, der kun ligger en cykeltur fra Rådhuspladsen.
Badevand i byens havnKøbenhavnerne har en badestrand, som ligger lige midt i byen med fri udsigt til byens tårne og havnefrontens liv.
Vandet i Københavns Havn er lige så rent som vandet i Øresund. Derfor har Københavns Kommune og Københavns Idrætsanlæg realiseret ideen om at gøre havnens vand tilgængeligt for byens borgere.
Til badesæsonen i 2002 åbnede havnebadet på Islands Brygge som det første af byens havnebade. I 2003 blev havnebadet sejlet over til Havneholmen ved Fisketorvet, mens der til gengæld på Islands Brygge siden er blevet bygget et permanent og større havnebassin med plads til 600 badegæster.
Der er fem bassiner i alt, og to af dem er til børn. Der er et til de små og et til de lidt større børn. Alle børn under otte år skal dog følges med en voksen.Der er to svømmebassiner på hver 50 meter og et udspringsbassin med tre- og femmeter vipper.
Klart blåt vandHavnebadet har åbent alle ugens dage, så længe miljøkontrollen tillader det. Det er nemlig sådan med en havn, at kloakvandet i tilfælde af voldsom regn vil blive ledt ud i havnen. Hvis dette sker, vil havnevandet blive forurenet med kolibakterier, og da det som bekendt ikke er sundt at bade i, vil miljøkontrollen lukke havnebadet. En sådan lukning vil ofte vare et par dage, indtil alt vandet er blevet skyllet igennem havnen og er rent og godt at bade i igen.

Etiketter: