Mit Testamente

Dette var muligvis en af de dårligste sange fra mine unge dage, men ordet kan dog stadig godt blive brugt posetivt... SOS Børnebyerne er i hvert fald gode ambassadører i den sammenhæng og kæmper den evige kamp fro at skaffe flere penge og dermed faddere til børn i afrika.

Læs mere om Mouna og bliv fadder

Der er mange hjælpeorganisationer man kan støtte, men denne er vel en af dem der giver mest mening hvis i spørger mig. Her kan man følge det hele. Man kan skrive med barnet, følge opvæksten og se hvad pengene bliver brugt til.

Etiketter: SOS Børnebyerne

Lars Pedersen aka Chief 1, der startede rapgruppen »Rockers By Choice«, og er en af landets mest succesrige producere, friede til sin kæreste på et tidspunkt, hvor de stod midt i en dyb sorg.

Navn: Chief 1 (Lars Pedersen)
Stilling: Producer
Gift med: Christina Groth Dato: 16. august 2008


Frieriet

»Jeg besluttede mig for at fri til Christina på et tidspunkt, hvor vi var inde i rigtig meget modgang. Vi havde boet til leje hos den gamle skuespiller Bent Reiner i 12 år, og det var virkelig hårdt for os, da han døde. Derfor tænkte jeg, at Christina og jeg kunne tvinge lykken frem igen ved at fejre hinanden. Jeg inviterede derfor begge vores familier til min fødselsdag i studiet, hvor jeg havde fået en til at komme og synge Elvis-sange. Efter et par numre inviterede han mig op på scenen, og da vi var i fuld gang med at synge »Always on my mind«, faldt jeg ned på knæ og friede til hende. Hun brød helt sammen og satte sig ned på gulvet sammen med mig. Det var virkelig en smuk aften, hvor alle endte med at falde i armene på hinanden i ægte Don Corleone-stil.«

Polterabend

»Jeg havde tidligt på fornemmelsen, at der var noget på færde, og da min bror så sagde, at jeg skulle interviewes af DR, så var jeg sikker. Der er nemlig ikke mange journalister fra DR, der vil arbejde om lørdagen. Og ganske rigtigt: mine venner dukkede op og kidnappede mig. De tog mig med til øen Hven i Øresund, hvor vi spillede en form for golf, bare med fodbolde - det var super sjovt. Mine venner vidste nemlig godt, at jeg ikke var typen, der havde lyst til at stå inde på Strøget og dele kys ud til tilfældige piger. Efter sejlturen tilbage til København gik vi ind og spiste på en thailandsk restaurant, og derefter fortsatte festen oppe i mit studie.«

Ceremonien

»Vi blev viet i den katolske kirke i Bredgade, Ansgarkirken, af en helt fantastisk præst, der virkelig havde gjort meget ud af at gøre talen så personlig som muligt. Jeg var simpelthen så nervøs, da jeg stod i kirken, at det nok sammenlagt svarer til alle de fem minutter inden en koncert, jeg har oplevet i hele mit liv, hvor man er allermest nervøs. Christina kom gående op ad kirkegulvet til et klassisk stykke »Air«, som mange hiphoppere gennem tiderne sjovt nok har samplet fra. Da vi gik ind i kirken truede skyerne med regn, men da vi stod foran præsten inde i kirken, ramte en solstråle mit ansigt, og jeg tror, at det var vores gamle underbo, der dér ville vise, at han også var til stede.«

Festen

»Efter ceremonien gik vi ned til Langelinie, hvor vi steg om bord på en kanalrundfartsbåd, der sejlede os ud til et lille skib, hvor bryllupsfesten blev holdt. På dækket stod der en mand og spillede danske og kroatiske folkesange på harmonika, og man kunne se, at der var skyer hele vejen rundt om både København og Sverige. Det var næsten som om, at skibet var badet i en oase af solskin midt ude på vandet. Jeg havde lejet en jukebox, fordi jeg af gode grunde ikke rigtigt kunne stå for musikken denne dag, men da jeg hørte, at de to første sange var »Pas på den knaldrøde gummibåd« og et eller andet nummer med »News«, så tænkte jeg: »Nej, fandme nej. Ikke til mit bryllup.« Og så endte jeg alligevel med at være dj.«

Bryllupsrejsen

»Vi har ikke været på bryllupsrejse endnu, fordi der har været så meget arbejde, men vi regner med, at vi i januar tager til Thailand og prøver at finde et sted, der endnu ikke er fuldstændig overrendt af turister.«

Mindet

»Kliche nummer et: At se min kone komme gående op ad kirkegulvet sammen med min svigerfar. Det hele gik bare så hurtigt, fordi de nærmest løb op ad kirkegulvet. De har fortalt mig, at de blev generte på grund af al den opmærksomhed, de lige pludselig fik, da de stod i kirken, og det fik dem til at stryge op ad kirkegulvet i lyntempo. Det var også en stor oplevelse at stå på dækket af det skib, hvor brylluppet blev holdt og se, at alle var glade. Det var en relativt lille båd, men der var simpelthen så meget sjæl om bord. Der blev sunget konstant, så alle var på en eller anden måde hele tiden med i festen.«

Etiketter: Dansk musik

»Frøkens Jensens Kogebog« er en klassiker. Den udkom første gang i 1901, og siden er den udgivet i et utal af udgaver og trykt i 600.000 i eksemplarer. Nu har Nanna Simonsen og Carina Malling Skronski lavet en ny version. Det er et farvel til svanesteg, stegte sangfugle og kødrand. Og et goddag til smoothies, bruschetta og chai.

I de fleste køkkener findes der to slags bøger.

Der er dem, som er fulde af fedtpletter, rande fra decilitermål, drys af persille og tomatsprøjt. Og så er der dem – som regel de store uhåndterlige livs- stilskogebøger – uden en plet. De første bliver brugt og får patina som et flittigt brugt stykke værktøj. De andre minder om arvesølvet, som aldrig kommer på middagsbordet, fordi man ikke gider besværet med at pudse det.

»Frøken Jensens Kogebog« hører udpræget til den første slags. Den er et stykke værktøj, som har tjent generationer af danskere. Her kan man nemlig finde opskrifter på det klassiske danske køkken lige fra frikadeller, syltede rødbeder og fastelavnsboller til boller i karry, kogt oksebryst med peberrod, rødkål, brune kartofler og juleand, diverse supper, pandekager osv. Ofte er bogen blevet en gammel las, fordi den er gået i arv fra generation til generation.

»Frøken Jensens Kogebog« er en sand klassiker. Den udkom første gang i 1901 og er siden kommet i et utal af udgaver. Det samlede oplag har rundet 600.000 og er dermed en af de bøger, der står i flest danske hjem.

På mandag udkommer den i anledning af 150-året for forfatterens fødsel i en ny udgave. De to madskribenter, Nanna Simonsen, som hver uge skriver i Berlingske Tidende, og Carina Malling Skronski har brugt det seneste halve år på at læse, skrive og modernisere den oprindelige udgave til en moderne kogebog. En slags Frk. Jensen uden skåneærmer.

»Det har været en større opgave, end vi først troede. Alt har måttet skrives om, og vi har været nødt til at forklare mange ting grundigt. Da bogen blev skrevet, havde man en meget større viden om husholdninger. I dag går det ikke at skrive: »kog suppen til den er færdig« eller »køb et godt stykke kød til suppe«. Dét ved folk ikke, hvad er. Dengang var der en meget større viden om madlavning. Folk havde et varekendskab og en fornemmelse for madlavning og råvarer, som ikke eksisterer mere, fordi madlavning ikke går i arv fra forældre til børn,« siger Nanna Simonsen.

Hun og Carina Malling Skronski er som erfarne madskribenter enige om én ting: »Frøken Jensens Kogebog« er et ikon og en institution i dansk madlavning. Nanna Simonsen kalder ligefrem bogen for »et stykke dansk kulturarv« og »en bautasten over dansk madlavning«.

»Bogen er ikke en del af en modebølge. Den repræsenterer den del af vores madkultur, alle de gamle retter, som det er værd at holde fast i. Vi har selvfølgelig skåret nogle opskrifter fra og lagt andre til. Der er røget nogle sødsupper, grødretter og varme buddinger, og det samme gælder stegte sangfugle og svanesteg,« siger Carina Malling Skronski.

De to gæve forfattere har stået i køkkenet og afprøvet flere af opskrifterne for at kunne tilpasse dem til moderne smag. Der er tilføjet krydderier, kogetiderne er sat ned, fordi ingen i dag bryder sig om udkogt mad, og der er føjet grøntsager til nogle af kødretterne. Og så er der kommet nye opskrifter til. I Frøken Jensens egen version fra 1901 var der hverken guacomole, smoothies, bruschetta, amerikanske brunchpandekager eller carpaccio, chai og auberginedip, men det er der i den ny.

»Hvis man bare havde genoptrykt bogen uændret udgave efter udgave, så havde den været død. Der skal skæres noget bort og føjes noget nyt til, hvis den skal leve. Der er ikke længere brug for 15 opskrifter på tarteletter, og hvem bager 20 slags småkager? Det har vi skåret i. Til gengæld har vi boller i karry med, som ikke var med i 1. udgaven, fordi man dengang ikke havde kødhakkere,« siger Carina Malling Skronski.

Spørger man de to forfattere, hvor meget der egentlig er tilbage af Frk. Jensens bog, falder svaret prompte: Alt.

»Det er stadig hendes udvalg af retter med opskrifter i hendes ånd: At lave god mad hver dag og være sparsommelig med gastronomien i behold. At skabe variation, at lave god gæstemad og at bruge årstidens råvarer,« siger Nanna Simonsen.

Kristine Marie Jensen (1858-1923) havde selv lært madlavningen på den hårde måde. Hun var i mange år husbestyrerinde hos familien Melchior i København. Hendes kogebog udkom i 1901, bl.a. for at hjælpe »Tjenestepiger« uden »Midler til at skaffe sig den ringeste Uddannelse«. Hun skrev flere kogebøger snart artikler til Politiken. Nogle af pengene, hun tjente på sine bøger, brugte hun til at finansiere sangundervisning for familien Melchiors yngste søn, Lauritz Melchior, der senere blev en verdensberømt Wagnertenor.

»Frøken Jensens Kogebog«, nybearbejdet af Nanna Simonsen og Carina Malling Skronski, udkommer på forlaget Gyldendal 24. november. 544 sider. Pris: 249 kr

Etiketter: Mad

Det danske tøjmærke Wood Wood har altid gået ad bagvejen for at brande sig selv. Nu har de tre fyre bag mærket designet en cykel, der vejer under fem kilo. For at slå et slag for cykelsporten.
Internationale trend-bloggere har hypet den i flere måneder. Og i tirsdags, i Palais de Tokyo i Paris, kunne en eksklusiv skare af modefolk, grafikere, designere og journalister så få syn for sagn. En cykel, hvis stel kun vejer 800 gram, og hvis totale vægt er 4,7 kilo, altså under den grænse på fem kilo, som den professionelle cykelindustri i mange år har forsøgt at lave cykler til. Og så let, at den også går under UCI’s minimumsvægt og derfor ikke må benyttes i Tour de France og andre officielle cykelløb. Endnu.
Men, er spørgsmålet, hvad laver mode-indkøbere til sådan en begivenhed? De er der såmænd, fordi cyklen er skabt og designet af et af de brands, der befinder sig i streetkulturens verdenselite, danske Wood Wood. Alias de tre venner, Karl-Oskar Olsen, Brian »Biw« SS Jensen og Magnus Carstensen, der kender hinanden tilbage fra teenageårenes vilde graffiti-tider i Roskilde og som i dag er ved at udvikle et mode-imperium med to butikker i København, en i Berlin, forhandlere i de fleste storbyer og en omsætning sidste år på omkring 20 millioner kroner.
Og alt det til trods for at de, med egne ord, »aldrig har brugt en krone på traditionel reklame«. I stedet har de benyttet sig af det de kalder »bagvendt branding«. De bruger pengene på at skabe begivenheder som kunstudstillinger eller kreative genstande, som de så får omtale på. De har blandt andet lavet deres version af en Adidas-sko, Adicolor. En polo t-shirt sammen med Fred Perry og nu cyklen. Et rent con amore-projekt, indrømmer Karl-Oskar Olsen, som nok vil få nogle i modebranchen til at løfte et spørgende øjenbryn om, hvorfor Wood Wood har lavet en cykel.
»Cykelsporten er helt vildt fascinerende, synes vi. Udover at det er »man versus machine« eller måske rettere »man with a machine«, den enkle kamp i individet, er der også en masse bag-kulisserne-spil. Det er jo en sport, der har været udskældt og fået meget negativ omtale i nogle år nu, men vi vil gerne slå et slag for den,« fortæller Karl-Oskar Olsen og tilføjer:
»Desuden er jeg selv nærmest født ind i den. Min storebror var på det svenske landshold, min far var en ganske god seniorrytter, og jeg har selv cyklet på drengehold i Roskilde.«
Men selv om interessen for cykelsporten er medbragt baggage, fornægter næsen for det trendy sig ikke. Wood Wood-drengene vejrer som lækkersultne hunde også en trend derude i fremtiden. Den sporsans, der har bragt dem dertil, hvor de er i dag og rent instinktivt får dem til at købe de »rigtige« tøjmærker, sko, magasiner og andet hjem til butikkerne.
»Vi kan mærke, at interessen for sporten og for sportens historie er ved at stige i subkulturer som cykelbudene i San Francisco og New York, og de bevægelser i undergrunden er jo altid et tegn på, hvad der kommer til at ske i større skala om nogle år,« siger Karl-Oskar Olsen.
Deres egen forkærlighed for cykler var også det, der fik dem til at danne deres eget cykelhold, Team Wood Wood, som blandt andre Brian Holm og Karl-Oskar Olsen selv kører på. Og vejen derfra og til at lave deres egen cykel var ikke lang.
»Dels ville vi gerne lave noget, der var helt anderledes, end det vi plejer og som ikke har noget med mode at gøre. Dels var hele den tekniske udfordring også en, vi syntes var sjov. Vores mål var at bringe cykelsport, design og street sammen og give den et visuelt udtryk, som repræsenterer det vi står for,« siger Karl-Oskar Olsen.
Sammen med cykelforretningen WeBike i Vanløse, ved den cykel-passionerede ejer, Tommy Petersen og med cykelrytteren Frank Høj som konsulent, gik de i gang. WeBike har stået for, at cyklen er lavet af »full-carbon«, ren kulfiber, og Frank Høj har rådgivet om proportioner og rette sidde-vinkler. Resultatet er blevet en cykel, der i dag er blandt verdens letteste, og som man selv kan komme til at cykle på – hvis man har råd. Cyklen kommer til at koste den nette sum af 6.000 euro, og tre af dem bliver udstyret med hardware i de letteste materialer og med håndlavede detaljer og kommer til at koste omkring 8.000 euro. En pris, Karl-Oskar Olsen også undrede sig over i begyndelsen: »Vil nogen virkelig give så meget for en cykel?«, spurgte han og fandt ud af, at cykel-entusiaster gerne betaler dyrt for at have den rigtige cykel og lækkert udstyr.
Er man en af dem, der er interesseret i at hjule rundt på en designet Wood Wood-cykel, skal man skynde sig, for der er kun lavet 15 af dem.

Etiketter: Designer Cykler